Uddrag fra Efterladt

Januar 2016 

 

“Svinet fortjener ikke en begravelse.” 

        Mine knyttede næver, der hang ned langs siderne, rystede, og jeg pressede læberne hårdt sammen for ikke at reagere på den hadefulde kommentar. Mit blik var rettet mod Peters kiste. Der var ingen andre end min far og jeg til begravelsen, lige bortset fra en gruppe mennesker, som forsøgte at få os til at forsvinde. 

        “Skrid ud af vores by. I hører ikke længere til her!” 

        Min far blev stiv i kroppen, og jeg hev ham i armen, inden han nåede at bevæge sig henimod dem. 

        “Nej,” hviskede jeg. Han kiggede ned på mig med sorg i øjnene.

        “Det er én ting, at de råber efter mig, men dig skal de behandle ordentligt.” Hans ru stemme var dæmpet. 

        “Det er lige meget. Vi skal …“ Jeg stivnede og spærrede øjnene op, idet de næste ord blev kastet i hovedet på os. 

        “Ved hun godt, at det er Uffe Elmgren, der er hendes far?” 

        WHAT? Farven forsvandt fra mit ansigt, og jeg vaklede et par skridt tilbage.

        “Hold din kæft,” snerrede min far og stormede henimod manden, der stod og råbte ad os.

        “Det er jo sandheden. Du huggede en anden mands gravide kone …” En knytnæve i ansigtet fik ham til at holde inde og i stedet råbe af smerte.

        Jeg stod som lammet, mens den fremmedes beskyldninger fløj rundt i mit hoved som hvepse sidst på sommeren – nærgående og aggressive.  Hans ord var nok til, at tvivlen i mig voksede, og lige pludselig så jeg på min far med helt nye øjne. Det hjalp ikke på situationen, at han slog løs på en anden mand uden at ænse noget som helst. 

        Jeg vidste godt, hvem Uffe Elmgren var. Han havde været fars modstander i kampen om borgmesterposten, og Uffe tabte. Det havde han på ingen måde taget særlig pænt, og nu gav hans grimme opførsel pludselig mening.

        “Min karriere er allerede ødelagt, og nu vil du tage min datter fra mig med dine løgne? Hele min familie er død – vis dog noget medfølelse!” Hans tonefald var iskoldt, og jeg kunne pludselig ikke kende manden, der havde været mit helt store forbillede. 

        “Du er selv skyld i det! Hvad med alle de andre familier, som har mistet deres døtre eller sønner? Ingen vil have noget med jer at gøre,” hånede fyren, inden han stønnede af smerte, idet fars hånd kolliderede med hans næse. 

        Jeg vendte rundt på hælen og løb hjem med tårer trillende ned ad kinderne. Jeg kunne ikke glemme mandens ord. 

        Uffe Elmgren er min far? Hans datter Gitte var et af ofrene på gymnasiet, og jeg hadede hende. Hun havde sammen med sine veninder altid været efter mig og gjort min skoletid til et helvede. 

        Efter den dag gik det kun én vej for min far, og det var nedad. Lige indtil han futtede sig selv og huset af. Jeg stod tilbage med et liv i ruiner. Trusselsbreve fyldte ret hurtigt min indbakke op, og de mindede meget om hinanden. Overskrifterne varierede en smule: Hvordan kan du leve med dig selv? Giv os andre den glæde og forsvind fra byen! Der stod ikke andet i dem, men til gengæld var der billeder af de teenagere, som havde været ofrer for Peters sindssyge. 

        En enkelt e-mail havde ikke en anonym afsender.

Søndag den 16. januar 2016 kl. 21.15

        Fra: Lone Elmgren

        Til:  Cecilia Svendsen

        Du bliver aldrig en del af os!

        Min datter er død på grund af dig og din familie. I har altid været en skændsel for byen, og det, at din far fik borgmesterposten, skyldtes kun hans kontakter i byrådet. 

        Det kan godt være, du deler DNA med min mand, men jeg skal nok sørge for, du bliver udstødt af byen!

 

Hun fik ret …

  • Instagram Social Ikon
  • Facebook Social Icon
  • Twitter Social Icon

FØLG MIG PÅ

© 2017 Forfatter Linda G